Ejendomsmæglere skal ifølge nyt lovforslag annoncere med boligens energimærkning
Regeringen vil sætte fokus på boligens energiforbrug ved, at gøre det lovpligtigt for ejendomsmæglere at annoncere med boligens energimærkning. Formålet er, at give boligkøberne mulighed for at træffe et energi- og miljømæssigt fornuftigt valg, når der skal købes ny bolig.
Ved at skilte med boligens energiforbrug i salgsannoncerne, vil det blive mere attraktivt for boligejere at bruge penge på energirenoveringer af boligen. Med stigende energiafgifter over de kommende år vil dette kunne vise sig at blive en rigtig god forretning for boligejerne.
Der findes idag en række støtteordninger til boligejere, som ønsker at foretage energiforbedringer. Som eksempel kan nævnes skrotningsordningen for gamle oliefyr, hvor staten har afsat 400 mio kr og forskellige tilskudsordninger fra energiselskaber ved energirenoveringer.